Jeg havde aldrig troet, at det skulle ende sådan. Men der stod jeg, ansigt til ansigt med den kvindelige flesh golem, F. G. Rowling. Hendes massive krop glinsede af mørkt blod og sved, musklerne spændte som stålkabler. Blitzen kom hurtigere, end jeg kunne nå at opfatte, og før jeg vidste af det, ramte hendes kødknoglede næver min krop.

Jeg mærkede, hvordan mine knogler knustes under presset, som om jeg blot var en klud i hendes hænder. Smerten skar gennem mig, så voldsom, så ubarmhjertig. Det sidste, jeg så, var hendes ansigt – tomt, mekanisk, uden et spor af medlidenhed, mens hun kværnede mig.

Men døden slap mig ikke. Da jeg endelig kom til bevidsthed igen, føltes min krop underligt fremmed, stiv og kold. Jeg kunne se min egen splintrede krop ligge på blodet ved banen, lemlæstet og tom. Jeg vidste, at noget var helt galt – for jeg stod stadig op, men ikke i live.

Mit sind blev fyldt af forvirrede tanker: Hvilken død var værre? Den, jeg lige havde mødt i F. G. Rowlings brutale greb, eller den langsomme forfald, som en zombie? Og hvad med vampyrerne, som lurer i mørket og sulter efter blod? Ville de nogensinde finde vej til mig nu, hvor jeg var fanget i denne forbandede skæbne?

Mit nye, døde liv var kun lige begyndt, og det var allerede en skæbne værre end selve døden.