Jeg stod der, nervøs og spændt, men klar til at møde Rita – den frygtindgydende ghoul, Ghoullible Rita. Jeg havde trænet hele mit liv til dette øjeblik.

Men intet kunne have forberedt mig på, hvad der skete.

Som lyn fra en klar himmel kom hun stormende. Et angreb. Jeg så hendes iskolde øjne glimte af blodtørst, og inden jeg nåede at reagere, mærkede jeg hendes kløer bryde igennem min rustning. Mit skjold og min kamptræning var intet mod hendes rå, brutale styrke. Jeg hørte lyden af mine egne knogler, der knustes, og smerten var så skarp, at jeg nærmest kunne smage den.

Og så var det hele sort.

Jeg mærkede mig selv svæve, en lethed, en ro – indtil noget trak mig tilbage. Et koldt, grådigt greb. Jeg åbnede øjnene og indså, hvad jeg var blevet til. Min krop, som engang havde været hurtig, smidig og elegant, føltes nu tung, slæbende. Jeg var blevet en skygge af mig selv, genopstået som en zombie, drevet af noget mørkt og uendeligt ondt.

Det var en tør dag, jorden støvet og hård under vores fødder. De eneste steder, der var vådt, var dér, hvor blodet flød fra mine medspillere. Det spredte sig som en klam, varm flod på banen. Det var al den fugt, vi kunne finde i dag – et ekko af den død og rædsel, jeg selv nu var blevet en del af.

Og sådan står jeg her nu, hverken levende eller død, kun en brik på banen, i Ghoullible Ritas rædselsvækkende blodige spil.