Jeg stod der, nervøs og spændt, men klar til at møde Rita – den frygtindgydende ghoul, Ghoullible Rita. Jeg havde trænet hele mit liv til dette øjeblik.

Men intet kunne have forberedt mig på, hvad der skete.

Som lyn fra en klar himmel kom hun stormende. Et blitzangreb. Jeg så hendes iskolde øjne glimte af blodtørst, og inden jeg nåede at reagere, mærkede jeg hendes kløer bryde igennem min rustning. Mit skjold og min kamptræning var intet mod hendes rå, brutale styrke. Jeg hørte lyden af mine egne knogler, der knustes, og smerten var så skarp, at jeg nærmest kunne smage den.

Og så var det hele sort.

Jeg mærkede mig selv svæve, en lethed, en ro – indtil noget trak mig tilbage. Et koldt, grådigt greb. Jeg åbnede øjnene og indså, hvad jeg var blevet til. Min krop, som engang havde været hurtig, smidig og elegant, føltes nu tung, slæbende. Jeg var blevet en skygge af mig selv, genopstået som en zombie, drevet af noget mørkt og uendeligt ondt.

Det var en tør dag, jorden støvet og hård under vores fødder. De eneste steder, der var vådt, var dér, hvor blodet flød fra mine medspillere. Det spredte sig som en klam, varm flod på banen. Det var al den fugt, vi kunne finde i dag – et ekko af den død og rædsel, jeg selv nu var blevet en del af.

Og sådan står jeg her nu, hverken levende eller død, kun en brik på banen, i Ghoullible Ritas rædselsvækkende blodige spil.

Jeg havde aldrig troet, at det skulle ende sådan. Men der stod jeg, ansigt til ansigt med den kvindelige flesh golem, F. G. Rowling. Hendes massive krop glinsede af mørkt blod og sved, musklerne spændte som stålkabler. Blitzen kom hurtigere, end jeg kunne nå at opfatte, og før jeg vidste af det, ramte hendes kødknoglede næver min krop.

Jeg mærkede, hvordan mine knogler knustes under presset, som om jeg blot var en klud i hendes hænder. Smerten skar gennem mig, så voldsom, så ubarmhjertig. Det sidste, jeg så, var hendes ansigt – tomt, mekanisk, uden et spor af medlidenhed, mens hun kværnede mig.

Men døden slap mig ikke. Da jeg endelig kom til bevidsthed igen, føltes min krop underligt fremmed, stiv og kold. Jeg kunne se min egen splintrede krop ligge på blodet ved banen, lemlæstet og tom. Jeg vidste, at noget var helt galt – for jeg stod stadig op, men ikke i live.

Mit sind blev fyldt af forvirrede tanker: Hvilken død var værre? Den, jeg lige havde mødt i F. G. Rowlings brutale greb, eller den langsomme forfald, som en zombie? Og hvad med vampyrerne, som lurer i mørket og sulter efter blod? Ville de nogensinde finde vej til mig nu, hvor jeg var fanget i denne forbandede skæbne?

Mit nye, døde liv var kun lige begyndt, og det var allerede en skæbne værre end selve døden.